NYHEDER FRA DE SENESTE LØB
To finish first - you first have to finish!
Smederally finale i KOM

’Smederally’ sluttede sæsonen for Det Flyvende Rallyteam

 

Slalom og vilde sving mellem lagerbygninger i højt solskin. Sådan sluttede Future Wings’ rallybil sæson 2008.

 

- Hej Michael. Ja, jeg vil ikke ønske dig held og lykke idag, siger Lars Hoffmann med et drillende smil til en af de andre kørere.

Det årligt tilbagevendende Smederally går igang om en lille time, men Det Flyvende Rallyteam er ankommet i god tid til Levring på den midtjyske hede, hvor rallyløbet starter.

- Vi kunne alligevel ikke sove længere, og så kan vi også gå og psyke de andre, siger Lars Hoffmann.

Til daglig er han major i Flyvertaktisk Kommando og hans kone Marianne Bonde er seniorsergent ved luftovervågningscentret CAOC ved Finderup. I 2008 har de kørt rallyløb i en Peugeot 309 GTI 16v, og med Flyvevåbnets rekrutteringsprojekt Future Wings i ryggen, er det luftbårne image komplet.

 

Dagens rallyløb består af i alt otte hastighedsprøver fordelt på fire forskellige steder ved Kjellerup og Thoning. To prøver foregår på industrigrunde, hvor bilerne skal race ind og ud mellem lagerbygninger og fabrikker. To andre prøver foregår på afspærrede landeveje i skovområder. Bilernes hastigheder på 150 km/t bliver derfor ikke takseret til et klip i kørekortet.

Marianne Bonde er co-driver i Det Flyvende Rallyteam, og skal fortælle Lars Hoffmann hvornår han skal dreje – og hvilken vej.

- Efter en omgang i et af industrikvartererne kan Lars ikke huske noget som helst af hvad han skal derefter. Han har nok i at køre bilen så stærkt som muligt, fortæller hun.

 

Efter de første fire tidsprøver ligger Lars Hoffmann og Marianne Bonde på en delt 4. plads af alle 52 deltagere. Efter en kort pause hvor maverne tankes skal de to rallykørere ud på anden omgang, hvor der forhåbentligt bliver skåret et par sekunder tiderne.

4. pladsen er de imidlertid rimelig tilfredse med.

- Det er ikke overraskende, at de foran os ligger, hvor de gør, siger Lars Hoffmann i pausen, mens han studerer pausestillingen.

 

Men det gik ikke som det plejede efter pausen. Allerede på prøve 6 forsvandt servostyringen i en blå røgsky, og bilen blev urimeligt hård at styre på de sidste prøver. Og som ekstra malurt i bægeret, forsvandt også kølevandet ud gennem en sprængt toppakning på den allersidste prøve og teamet måtte udgå fra en flot og tilfredsstillende 4. plads kun 6 km før mål.

Det er kun sket tre gange i de godt 50 løb teamet har kørt i de tre år det har eksisteret.

 

I alt har teamet kørt 20 løb i 2008 i hele landet og sammenlagt er året gået tilfredsstillende for Marianne og Lars. De har vundet guldmedaljerne i DASU mesterskab i minirally og sølvmedaljerne i både rally og klubrally i klubmesterskabet.

Meningen bag Future Wings’ sponsorat af rallybilen er at skabe opmærksomhed om uddannelserne i Flyvevåbnet hos unge mennesker – især flymekanikeruddannelsen.

- Vi skal brande, markedsføre og synliggøre Flyvevåbnet som arbejdsplads. Når en ung automekaniker derude er ved at være træt af sit job, skulle han gerne tænke ’hov, var der ikke noget med, at Flyvevåbnet har nogle avancerede helikoptere,  og så vælge at blive flymekaniker, siger Lars Hoffmann.

 

Til hvert løb har han foldere med om jobs i Flyvevåbnet, og opmærksomheden er der.

- I foråret kørte vi et løb på Fyn, hvor en flok unge tilskuere pludselig ser bilen og siger ’se, det er dem fra Flyvevåbnet.’ Og det er jo sådan nogle reaktioner, vi skal skabe, siger Lars Hoffmann.


Niels Toftegaard/Lars Hoffmann 


Dramatisk finale for det Flyvende Rallyteam

I weekenden lykkedes det os på dramatisk vis at sikre guld- og sølvmedaljer i henholdsvis Dansk Automobil Sports Unions Minirally mesterskab og i Klubrally mesterskabet for Kjellerup og Omegns Motorklub.  

 

Lørdag d. 4. oktober skulle vi afslutte rallysæsonen med finale afdelingen i DASU minirallyturnering. Løbet der skulle køres ved Roskilde, skulle mindst afsluttes med en 9. plads for at bevare medaljechancen og der var 19 konkurrenter i klassen.

Første hastighedsprøve, der blev kørt på asfaltvejene på Roskilde Dyrskueplads, var meget hård ved bremserne, så hård at der gik ild i de nye OMP klodser (officials pegede når vi kørte forbi) og de mistede funktionen (fadede). Men det lykkedes at få dem kølet ned og resten af løbet fungerede alt godt og vi kom i mål på netop den ønskede 9. plads. Da den hårdeste konkurrent samtidig var udgået, vandt vi således guldmedaljerne!

Søndag skulle der køres om klubmesterskabet i Grindsted og her var vi ikke helt vågne fra start. Det regnede og det var glat for racingdækkene. Men det forhindrede os indledningsvis ikke i at sætte næsthurtigste tid på den allerførste hastighedsprøve. Men på prøve 2 medførte en mindre udskridning i en slalom, en væltet kegle og vi indkasserede en 5. sek. tidsstraf. På prøve 3 skred bagenden på bilen pludselig voldsomt ud i et 3. gears sving og vi røg baglæns ud mellem nogle gyvelbuske, heldigvis lige mellem et par lygtemaster. Der skete ingen skade, men det kostede nok 20 sek. På den 4. prøve overså vi en tvungen ventre vending, og indkasserede en såkaldt maxtid, hvilket gav ca. 45 sek. straf. Så var det løb ligesom kørt
Om eftermiddagen tørrede det op og så kørte vi stabilt og hurtigt og endte som nr. 11 af 44 deltagere. Men det var nok til at sikre sølvmedaljer i klubturneringen i klubrally.


Nu mangler der et finaleløb i klubturneringen i rally og det køres omkring Kjellerup d. 25. oktober. Vi kan bl. a. ses i aktion i Thornings nordvestlige industrikvarter. Her ligger vi godt til sølvmedaljer, med en lille chance for guld.


Kamp om sekunder i mørke

Natrally

23. august skulle der så køres i mørke. Ikast motorklub forsøgte sig igen med et natløb, og vi skulle starte ved 22 tiden med forventet ankomst i mål ved 02 tiden. De store projektører blev monteret, og løbet bragte teamet hele vejen fra Ikast rundt om Herning, til bl.a. dyrskuearealet ved Herning-hallerne. I alt 10 hastighedsprøver blev der kørt og da det var slut, var vi placeret som nr. 3 af alle 26 deltagere. Det gav point nok til en bronze medalje i Speed-nord turneringen. Hurra!  

 

 

JFM i Svenstrup

Så holdt vi en lang og tiltrængt pause, og først 21. september gik det løs igen med en afdeling af klubmesterskabet, der blev afviklet i et løb ved Svenstrup ved Aalborg. Efter 5 hastighedsprøver kunne vi konstatere, at vi lå som 3 af de 45 mandskaber, 5 sekunder foran nr. 4. Men desværre gik servostyringen igen i stykker, da der var tre prøver tilbage. Det var ret dramatisk, med røg over det hele, så vi gjorde klar til at slukke ildebrand, men det var heldigvis kun røg!
Hvis det er hårdt at styre bilen uden servo på rigtige rallyprøver, er det intet imod hvor hårdt det er på de små klubrallyprøver, hvor der laves mange håndbremsevendinger. Så vi måtte nøjes med en 4. plads.
Det gav dog gode point til klubmesterskabet, så før
de sidste løb skal køres i 2008, ligger teamet som nr. 2 i såvel klubrally som rallymesterskabet i Kjellerup og Omegns Motorklubs mesterskaber. Begge nr. 1 teams er ret nervøse for vi er lige i r---- af dem!Desuden ligger vi nr. 3 i Dansk Automobil Sport Unions Minirallymesterskab, hvor den sidste afdeling afvikles i Roskilde.

Så det er med håb om medaljer de tre sidste løb gennemføres.

 


Aktive rallykørere
Vi er meget aktive her i august, idet vi kører løb hver eneste weekend. I skrivende stund sidder vi og venter på at det skal blive aften, for så skal vi deltage i natrally i Ikast!
August startede d. 2. med at vi deltog i det jysk-fynske holdmesterskab i klubrally - også kaldet "fejden". Løbet blev kørt ved Bramming, og det skal siges at det var et godt arrangeret løb. Vi blev nr. 2 i klassen og generelt, men desværre udgik en af vores holdkammerater, og holdet blev derfor ikke klasseret. Vi havde en spændende og lærerig dag, med gode tider og godt ræs, men også med et par kørefejl - og småkiks, der især satte præg på vores gennemkørsel af prøve 3. Sidst i løbet var bremserne underlige, og jeg kunne til tider hive håndbremsen helt op til lodret, - det var nok lidt for varme bagbremser! Men selv uden de små fejl var vi nok ikke blevet nr. 1.

D. 8. deltog vi så i Fåremarked rallysprint i Fårvang. Det er ikke så sjovt en prøve at køre, men stemningen er i top og de mange tilskuere gør at det alligevel er sjovt. Vi har ikke rigtigt noget at gøre i det selskab, så resultatet er ikke værd at skrive om, men Jesper fra Autogården var med i heat 2 og 3, og han fik vist en god oplevelse ud af det. Efter sidste prøve sagde han, at nu kunne han godt forstå, hvorfor jeg synes det er sjovt at køre rally! Mine tider lå ret stabilt, og bilen kom hel med hjem! Der er friske billeder her på siden!

Så skulle vi endelig køre rigtigt rally. Rally Nordborg skulle finde sted d. 17. på Als, så vi pakkede og kørte til Haderslev kaserne allerede lørdag aften, så vi kunne sove 2-3 timer længere om om morgenen inden løbet. Efter teknisk- og licenskontrol fik vi udleveret en stak papirer og hæfter og kunne køre ud på notekørslen. Vi brugte de udleverede sikkerhedsnoter, og ikke fordi de fejlede noget, men næste gang laver vi vores egne. Det er vi vist ved at være klar til.
Vores servicemand Tonny kom som aftalt ½ time inden løbet gik i gang, og vi kom godt igennem 1. prøve. Mariannes noter kom helt rigtigt, til hendes egen overraskelse. Jeg blev dog meget overrumplet af et af de første sving, som vi ikke havde set som noget særligt, men i fuld fart og med grus kørt ind på asfalten, var jeg lige ved at tro at det gik galt.... Men så skal man jo bare give mere gas, - og det gik!
Prøve 2 kendte vi fra tidligere og her opstod der problemer med bagdækkende, der blev for varme, hvilket gjorde dem umulige at styre under nedbremsninger. Supersoft er for blødt i 22 grader! Det var ret ubehageligt....
Prøve 3 kendte vi også, den havde en spændende passage på grus igennem en lille skov. Da vi kom i mål røg det pludselig fra bilen, så vi gjorde klar til brandslukning, men det gik heldigvis hurtigt over, og det viste sig at servo'en havde mistet al olien. Tilbage på servicepladsen forsøgte Tonny at reparere skaden - sammen med tilløbende mekanikere - mens jeg skiftede de bløde baghjul. Vi var ellers startet ud på de fine Yokohama A006, men nu kom der et sæt Toyo semiracing dæk på. De er ikke så temperaturfølsomme.
Reparationen gik ikke så godt. Vi måtte skære remmen til servo'en over og forsøge at køre videre uden servo. Da jeg aldrig har prøvet det før, var det med nogle store sommerfugle i maven vi startede ud på prøve 4, der også indeholdt et langt grusstykke.
Det viste sig at jeg fint kunne styre bilen, selvom det krævede armkræfter i de snævre sving på asfalt og at pludselige kontrastyringer næsten var umulige. Så den valgte linje skulle kunne følges, hvilket satte vores fart og mulighed for at presse på ned. Vi lå på en rimelig 5. plads og midt i det samlede felt, da vi mistede servo'en. Efter de næste 3 prøver var vi da også faldet ned på en 6. plads, men vi syntes alligevel stadig det var sjovt at køre og havde endda skåret sekunder af tiden på en af prøverne, vi kørte anden gang.
De nye bagdæk fungerede meget bedre, hvilket kan være årsagen til at det alligevel gik rimeligt. Da vi i den første servicepause ikke havde tid til at tanke op, satte motoren ud i et bestemt højre sving i 4. og 5. gear på prøve 6. Så i den sidste servicepause, skulle vi bare tanke, så var vi klar til sidste sektion. Det gik det fint, og vi morede os på prøverne, Marianne råbte "Yeehaa" til tidtagerne når vi kom i mål, - hvor er det bare kanon at køre rigtige rallyprøver som dem på Als!
I mål havde vi dog mistet 6. pladsen med 3 sekunder, så vi blev nr. 7 ud af 9 i klassen og nr. 20 generelt af 30 deltagere - alligevel var det - FEDT!! Vi var stadig helt oppe at køre da vi kom hjem til midnat efter 30 timers rallyaktivitet!
Der er billeder her på siden.

Nu skal vi ud at køre natrally, - noget jeg har glædet mig til hele året! Det er helt specielt - der er en speciel stemning i bilen og på prøverne, når man sidder der i mørket......

JFM5 på Fyn
6. juli kørte vi en afdeling af det jysk-fynske mesterskab. En serie vi har fravalgt i år, og derfor kun deltaget i to af de foregående fire løb, og desværre udgik vi jo med motorskade i det ene.
Så det var uden pres for et godt resultat og dermed egentlig mest for at reklamere for Future Wings og træne vi drog til Fyn. Efter startlisten at dømme, kunne det også blive meget svært at komme i nærheden af pokaler. Men når det er sagt, er jeg jo blevet meget opmærksom på at jeg skal træne min koncentration, ellers går det slet ikke stærkt nok, og der laves fejl.
Jeg valgte at montere nogle nye Toyo R888 semi racing dæk, som jeg har købt 10 af, og have to gamle Michelin-dæk med som reservehjul. Dæktrykket blev kontrolleret tre gange inden vi tog afsted og endnu en gang på motorvejen, idet jeg havde mistanke om en sivepunktering på det ene baghjul. Derfor de to reservehjul! Det skulle vise sig ubegrundet.
1. prøve var på en fragtcentral ved Odense, på hårde ZF-sten, som rykker underligt i bilen. Det viste sig også at flere andre havde problemer, med dæk der blev rykket af fælgen og trækaksler der knækkede. Men jeg gav den alt jeg kunne og vi synes det gik rigtigt godt, og tidtageren kunne da også fortælle at det var dagens 2. hurtigste. Så de nye dæk blev også godkendt
Prøve 2 var en kending fra sidste år, og vi nåede flere gange op i 5. gear, og så er det desværre sådan at jeg bremser alt for tidligt, men hellere det end for sent, er vi enige om
Prøve 3 var en lille kedelig prøve i Odense, og så var der 30km på motorvej med 80km/t (der går den 4500omdr.) til Nyborg havn, hvor den indviklede og tilsyneladende kedelige prøve 4, faktisk var ret sjov (billeder kan ses her på siden, tak til Connie).
Prøve 5 var også en kending, og her skulle vi bl.a. køre igennem et Højre3 sving med det ene hjulsæt godt ude i rabatten. Anden gang vi passerede gav det et ordentligt brag, og viskerarmen faldt ned så viskerne gik igang. Senere faldt også sikringsboksen ud af sit ophæng. Lige da det skete, gjaldt det om at finde ud af om bilen kunne styre og bremse, men det gjorde den fint nok. Da vi kom i mål i en pæn tid, kiggede jeg efter under bilen og det viste sig at vi havde ramt et eller andet der havde lavet en stor bule på bagkanten af bundpladen, der hvor den sidder på forbroen, så nu skal vi have kigget forbroen efter.
Efter pausen skulle vi give gas, for det viste sig at vi lå som nr. 3 kun et sekund efter nr. 2. Desværre er han bedre til at øge farten, hvor vi tilsyneladende kører så stærkt vi kan første gang. Og da der opstod en banal misforståelse mellem Marianne og jeg på den kedelige prøve i Odense, og vi derved mistede 5-6 sekunder, erkendte vi at 3. pladsen også var fin for os. På de sidste par prøver begyndte den hårdt pressede rallybil at komme med flere og flere raslelyde, så vi var glade for at komme i mål. Ved målkontrollen havde rallyudvalget stillet en vægt op, og kontrollerede alle biler, og de blev også lige set igennem for andre ting. Vores bil var 50kg for tung, hvilket er fint nok, for så kan jeg lette den lidt til næste gang, men jeg skal også have nogen til at svejse kraftigere forstærkninger på sædebeslagene. Så kommer sikkerheden da helt på plads. Godt at der en gang imellem er ekstra kontrol 
Desværre viste det sig at vores konkurrents bil var for let, så vi arvede 2. pladsen. Synd for ham, han kunne godt bruge pointene, mens vi sandsynligvis ikke har meget at bruge dem til. 
Men igen kom der pokaler med hjem
Nu er der sommerpause, men allerede d. 2. august går det løs igen - og ikke mindst d. 8 med rallysprint i Fårvang, og op mod 8000 tilskuere, kom og kig!!
 

KLUBMESTERSKABSLØB
Lørdag d. 28. juni skulle vi køre klubmesterskabsafdeling i klubrally i Silkeborg. Kenneth havde fundet tre gode prøver som skulle køres 2 gange hver. Sandelig om der ikke var godt 15 deltagere, jo, det er en aktiv klub vi er i
Vi vidste at det gjalt om at køre rigtigt stærkt denne dag, for det første måtte vi erkende en vis favoritværdighed, og for det andet skulle vi køre meget stærkt for at få sekunder nok i forspring når udligningsfaktoren skulle indgå i resultatopgørelsen.
Så jeg forsøgte en ny stil, en meget fokuseret og koncentreret stil, og det gik faktisk rigtigt godt. Vi vandt alle prøver, og dermed løbet generelt.
Jeg havde monteret nogle 8 år gamle Michelin N20 rallydæk på forhjulene, og det var lidt af et sats, for det første om de var blevet hårde og for det andet om de ville kunne holde, da de var godt rynkede i dæksiderne. Men de virkede fint. Jeg tror vi vil bruge dem igen.
De fleste prøver vandt vi desværre kun med et eller to sekunder, men på den ene prøve kunne vi strække ud og komme helt op i 5. gear og trække sekunder ud af konkurenterne, der var tændte på at slå os. På den sidste prøve havde alle de andre deltagere og mange tilskuere slået sig ned for at se ræs, og da vi startede sidst, måtte jeg køre meget koncentreret, da vores tid fra første kørsel nu var slået med ét sekund.
Kort før start fik jeg et råd om en anden rute om et par kegler og vi havde faktisk haft problemer med at skifte til 3. gear, som det kan høres på You.tube, så det var fuld skrue ved start.
På anden omgang oversatsede jeg en smule og overbremsede så røgen stod ud fra forhjulene, men fik drejet i sidste øjeblik, og tilskuerne fortalte at der kun var 30cm til kantstenen!
Alligevel slog vi den nye hurtigste tid med 3 sekunder.
Løbet afsluttedes med grillpølser og pokaler og vi kunne køre hjem efter en hyggelig eftermiddag med point til klubmesterskabet.
Desværre ikke nok efter udligningsskalaen, idet vi kun blev 3'er i klubmesterskabssammenhæng.
Det føltes lidt underligt, men jeg tror det er retfærdigt, de andre kører i biler, der er mindre og næsten standard. 

Djævleræs!
Lørdag d. 21. juni gik det løs med minirally nord for Hobro. Studierne af prøverne i rutebogen i ugerne op til løbet havde givet bange anelser, da der var mange lige stræk - helt op til 900 m. Det var for sent at skifte til den anden gearkasse, så vi måtte leve - eller overleve - med en topfart på ca. 140km/t, som opnås efter ca. 400m.
Jesper spændte forenden efter mens jeg skiftede alle lysrelæer, da kørelyset ikke virkede, en liter olie blev hældt på, - så var bilen klar. Samtidig forklarede Jesper, at jeg bare skulle give fuld gas, for motoren ville ikke tage skade af de høje omdrejninger og af at køre i omdrejningsbegrænseren.
Under notekørslen om formiddagen viste det sig, at de lange lige stræk ikke var helt så lange - og en enkelt bestod af 7-8 hop!
Der var altså flere nye ting for os, vi skulle formentlig flere gange køre i omdrejningsbegrænseren og lave serie-hop!
Ved starten på prøve 1 stod Finn og Henny, og vi nåede lige at veksle et par ord. Så var det af sted, og det var en meget forsigtig start, skulle det vise sig, faktisk bremsede jeg før de værste toppe på stykket med hoppene! Det var fordi bilen på den første top slingrede i landingen, og der er jo mange skrækhistorier om Peugeot'er, der hopper af vejen! Anden gang vi kom på prøven, gav jeg den fuld gas og så var den faktisk helt stabil, så nu fik den gas på alle toppene og vi var flyvende! Desværre blev vi indhentet af en stor Subaru med turbo og firehjulstræk, og måtte trække til side for at lade den komme forbi, alligevel var vi 3 sekunder hurtigere end første gang!
Vi skulle jo også køre på Nysum banen, der hvor TV Zulu "Djævleræs" er optaget, og hvor vi ramte autoværnet sidste år.... Derfor var det også her en forsigtig start - og med en del mellemgas kom vi rundt på publikums-langsiden uden buler. Anden gang vi skulle køre der, skulle den dog have gas, men kort efter start blev vi indhentet af en Mitsubishi EVO 9, altså også en bandit med turbo og firehjulstræk! Så der mistede vi også et par sekunder, da vi gav god plads til bæstet!
Jeg var jo nervøs for motoren, så i starten holdt jeg den på 7000omdr på de lige stræk, men efterhånden blev det for træls, så jeg bed tænderne sammen, krydsede fingrene, og holdt på i den sidste del af løbet, og det viste sig at vores topfart var 150km/t ved ca. 7500omdr, hvor omdrejningsbegrænseren satte en stopper for festlighederne. 
Alt i alt havde vi en god dag og gjorde igen god reklame med den potente lyd og i de flotte Future Wings farver. Mariannes noter kom på de rigtige steder, og hun havde en sjov dag - ret imponerende, synes jeg. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv turde sidde magtesløs i co-driversædet - det går skisme stærkt ind imellem! Vi kørte på de fine Yokohama A006 slicks, som kan meget mere end jeg tør endnu. På dem kan jeg bremse meget senere end jeg tør, så der er noget jeg skal have lært!
Vi blev nr. 8 i klassen ud af 19 tilmeldte og nr. 11 generelt af de knap 40 tilmeldte - det er rimeligt fint.
Vi rykkede op på en 3. plads i DASU mesterskabet i minirally, men rykkede ned på 2. pladsen i klubmesterskabet. You win some - you loose some!
Inden sommerpausen er der klubrally de næste par weekender. 
Kalenderen er blevet opdateret på tre punkter.

Air Show 2008

Søndag d. 8 deltog vi i Flyvevåbnets årlige Air Show, der denne gang blev afholdt på Flyvestation Karup. Vi udstillede sammen med en ung gokartkører, Future Wings F-16 og hele rekrutteringsteamet. Snart er alt og alle i de samme Future Wings farver! Det ser godt ud.
Forsvarschef general Jesper Helsø kiggede forbi, og virkede meget begejstret.


JFM4 i Randers
Jesper fik doktoreret toppen på motoren, og det var ikke så slem en skade. Et ventilhoved var knækket af, men til alt held havde det bare drejet sig 90 grader og var blevet banket op i ventilsædet af stemplet, der ikke tog alvorlig skade. Men det kostede 16 nye ventiler, et ventilsæde og en tur på maskinfabrik. Det kunne have været gået meget værre.
Derefter gik motoren rigtigt fint i JFM4 i Randers, dvs. i virkeligheden Bjerringbro, Ans, Hammel og Langå, hvor prøverne lå. Det var gode prøver, men der var dæleme langt at køre mellem dem.
Vi startede fint ud på prøve 1, men desværre gik det galt på prøve 2 - en prøve vi nok kendte alt for godt, det var nemlig Munch's Asfalt i Ans, og en passage mellem "transportøren" og siloen snød os - vi kunne ikke finde hullet, og da vi endelig kom forbi, overså vi et par kegler vi skulle omkring, så det blev til en fejl bane, = ca. 35 sek. straftid.
Grrrr - hvor var jeg gal på mig selv, det var nemlig mest min skyld!
Nå, men man må aldrig give op, så i Hammel blev der givet gas! Det gik rimeligt, selvom jeg stadig burde kunne bremse senere.
Kort før pausen skulle vi så køre en lille prøve i Bjerringbro, og der mistede jeg koncentrationen! og Marianne mistede orienteringen! Det kostede et par udbremsninger og en dårlig tid.
Efter pausen måtte vi give den gas, for så vidt jeg regnede ud lå vi i tæt kamp med et BMW hold fra Randers, og målet var - uanset placeringen - dog at slå dem. Men igen gik det galt i Ans, denne gang kun en udbremsning før en slalom. Det kostede nok 8-10 sekunder. Grrr! Før den sidste prøve var vi bagud med 3 sekunder i forhold til BMW'en, så alle sejl skulle sættes! Det lykkedes faktisk at slå BMW'en med 6 sekunder, og det var nok det bedste der skete den dag. Med det mener jeg, at jeg på den prøve kørte optimalt, bortset fra en enkelt nedbremsning, var der ingen bremsepunkter, der kunne være senere og alle sving blev angrebet med sammenbidte kæber. 
I mål blev vi nr. 5 i klassen og nr. 8 generelt af de 50 deltagere, og med alle de fejl vi havde lavet, var det vist fint!
Næste gang er minirally i Hobro - d. 21. juni, formentlig med udgangspunkt fra Nysumbanen, og d. 28. juni er der klubrally med start fra Lillehøjvej nr. 23, OJ Maskinfabrik i Silkeborg ved 12 tiden. Kom og kig, vi gir den
gas

JFM afdeling i Ikast
Desværre ramte vores motto os denne løbsweekend, idet vi måtte udgå fra en generel 3. plads i JFM afdelingen i Ikast søndag d. 4. maj.
"To finish first - you first have to finish"
Årsagen var en knækket indsugningsventil og det lyder altså ikke sundt og trækkraften er noget nedsat på 3 cylindre, så vi måtte udgå!.
Indtil da var det gået ret godt, kun 1 sekund skilte os ved pausen fra 2. pladsen i klassen og generelt af de 35 deltagere. Vi havde endda haft den forstyrrelse at bilen ikke ville starte ved prøve2, og vi måtte skubbe 3 gange inden den kom i gang. Da vi så kom afsted, glemte jeg at sætte stikket til samtaleanlægget i hjelmen, det giver jo lidt uro, når Marianne ikke ved det!!
På prøve3 røg jeg lidt forbi en vending, og vidner påstod at bagenden af bilen var ude under afspærringen. På prøve4 påstod Marianne så, at jeg kørte den forkerte vej, og mens jeg lettede lidt på pedalen pegede jeg på kortet og så blev hun helt tavs, for heldigvis havde jeg ret og vi mistede kun et par sekunder. Startvanskelighederne gav altså eftervirkninger på de næste 3 prøver!
Men så kom der ro på og vi kørte endda fra Kirkeby på den næstsidste prøve. 
Efter pausen skulle der så køres koncentreret, men den synkende benzinstand begyndte at bekymre mig, for selvom vi aldrig har haft så meget benzin på før, sank standen betydeligt for hver prøve. Der var vist andre der havde samme problem, for pludselig fulgtes vi ikke med dem vi havde gjort tidligere. Alligevel kørte jeg topkoncentreret og fik flyttet bremsepunkterne, så selv Marianne lagde mærke til det, men pludselig på en transportstrækning i lav fart var det slut.
Men vi kommer stærkt igen - når Jesper på Autogården har doktoreret den! Jeg har afleveret 2 topstykker, så han har lidt at rode med.

Danglas Rallysprint
1. maj kørte vi i den nye servicevogn, en Vw Transporter T5, 2.5 TDi, 4Motion, afsted til Ringkøbing for at deltage i det flot arrangerede Danglas rallysprint ved Hotel Fjordgården. V ores primære formål var at få point i klubmesterskabet, og igen at få en hel bil med hjem. Det er ikke i disse løb vi satser det store, men de udnyttes til hygge og PR for vores sponsorer. Denne gang for op mod 2000 tilskuere.
Vi kom godt i gang med en tid på 3.14.8, hvilket placerede os midt i feltet, ligesom vores startnummer. På første omgang havde vi en lille forskrækkelse, da bilen skred voldsomt ud i en nedbremsning mellem to bygninger, og det var på kolde dæk, så jeg måtte hurtigt justere bagbremsen inden næste sving. I næste heat gik det lidt bedre og tiden blev 3.12.4. men også i dette heat skred bagende ud i samme nedbremsning, nu på varme dæk, så der pressede jeg den vist lidt. I det sidste heat havde jeg Jesper's (Karup Møbelfabrik) kone Lonni med som 2. kører, og hun fik vist en sjov oplevelse! Selvom jeg syntes at det gik fint, blev tiden lidt langsommere, 3.12.9. 
Vi gennemførte, fik point til klubmesterskabet, ros af tilskuerne for bilens potente lyd og flotte udseende, blev nr. 7 ud af 15 i klassen og 24 generelt af de ca. 50 deltagere, så det var en god dag.

DASU Minirally 1. afdeling på Fyn

Søndag d. 20. april stod vi endnu engang tidligt op og denne gang gik turen til Fyn. Gearkassen og bremserne skulle stå deres prøve efter reparation og yderligere modifikation. Vi kom som sædvanligt lige til tiden, med hele varevognen læsset med grej vi ikke fik brug for, heldigvis! Men det er nu rart at have reservedele og værktøj med, hvis nu!!! Jeg har også to-tre andre sæt dæk med, hvis nu der skal eksperimenteres!!
Vi skulle køre to prøver tre gange med tidskontrol mellem etaperne, lidt ligesom i et rigtigt rally. Løbsledelsen havde lavet et sjovt motorløb og vejret var helt på løbets side. Vi kørte i den skrappe klasse 4 med 16 deltagere, og kom da i mål efter første etape på en 7. plads, hvilket jeg var meget tilfreds med, da det var svært at ramme de rigtige gear, med det slaskede skiftesystem en sådan Pegøjs har. Desuden fulgte vi vores motto om at sørge for at bilen kom hel hjem, ved ikke at tage chancer og presse for hårdt. Men det var nu alligevel lidt nervepirrende på den store prøve at fare inde i en laaang venstre kurve i 4. gear, og der var vist ingen der ikke lettede lidt på pedalen der. Der var meget grus og støv i første gennemkørsel og tiden blev så nedsat fra 4.28 til 4.16 i anden gennemkørsel og i det sidste heat kom vi helt ned på 4.10. Tilsidst var vi heldige at et par konkurrenter udgik og vi endte på en fjerdeplads i klassen og som nr. 9 generelt ud af de i alt 35 biler der startede. Det var vi godt tilfredse med, og bilen holdt hele vejen - som sædvanlig 
Eneste skår var at vores rallykammerater Jørgen og Henrik endnu engang udgik, denne gang med en smadret motor, og det er jo ikke lige det nemmeste at reparere. Øv, vi plejer jo at hygge os sammen! Desuden var der ikke pokaler til os, selvom der normalt er til pr. påbegyndt 5 deltagere, så pokalhøsten er noget mager i år

Til gengæld fører vi nu klubmesterskabet i både klubrally og rally, se mere på www.kom.dk


Status 15. april

Påskens rallyløb blev vel overstået og uden buler eller andre større uheld. Det var spændende om bilen var samlet 100%, idet den jo havde været 100% adskilt. Bortset fra bagklappen der "faldt af" og at 3. gear ikke altid ville være med, var alt i orden. Bagklappen er nu fastgjort og gearkassen er monteret igen, med nye skiftegafler og -muffer. Der er også monteret større bagbremser, så nu skal hele bremsesystemet lige justeres ind ved hjælp af diverse ventiler, og så er vi klar til næste løb, som er 1. afdeling af DASU mesterskabet i minirally på fyn søndag d. 20. april.
Resultatmæssigt er det endnu ikke blevet til flere pokaler, men det var tæt på i Mads Kjærs Minderally i Lemvig 2. påskedag. Løbet blev startet op i og på sne! Godt vi havde fine vinterdæk på, tænkte jeg, men det tøede så meget at prøverne før pausen blev kørt på sæbeglat tøsne, og vi var kun nr. 7 i klassen ud af 8 deltagere. På grund af at alle andre klasser havde kørt da der var mere sne, var vi dog også nr. 7 af alle 62 deltagere. Efter pausen skulle der køres nogle sjove prøver med en del grus, og her fik vi rimeligt fine tider, dog var der en chikane på snedækket grus, som bilen og jeg ikke kunne finde ud af ramme rigtigt, så det kostede et par sekunder. Men på den næstsidste prøve var der intet sne, og i rimelig rolig stil kørte vi dagens hurtigste tid - og slog de bedste med 3 sekunder! Da det var der der var flest tilskuere, var det jo fint og gav mange positive henvendelser ved mål. Jeg ved ikke hvorfor det gik så godt, men vil forsøge at ramme den samme rolige kørestil igen i fremtiden! Det lykkedes ikke helt på den sidste prøve, hvor favoritterne slog os med et enkelt sekund, bl.a. fordi jeg mistede koncentrationen på et tidspunkt og kom for sent i gang med en vending. 
I mål var vi avanceret til nr. 3 i klassen og dermed også generelt, - desværre var der ikke præmier til den placering. Men vi fik meget ros for bilens nye lyd, som vi desværre ikke selv kan høre inde i kabinen! 


Velkommen til vores hjemmeside

Rallyparret fra Karup har fået sin 20 år gamle bil bygget om. Starten går i påsken.

Karup: »Det er en vinder!«

Lars Hoffmann stiger ud af den sorte Peugeot og smiler tilfreds. Det er eftermiddag og efter flere måneders afsavn har Lars Hoffmann endelig siddet fastspændt i rallybilen og mærket asfalten under de brede dæk. I december blev bilen sendt på værksted. Mest af alt fordi ejerne trængte til fornyelse og nu - efter tre måneder og sammenlagt 150 timers kærlig behandling leveret af den lokale mekaniker i Skelhøje, Jesper Hansen, - er den køreklar. Eller flyveklar om man vil. Flyvestationen er nemlig en af hovedsponsorerne for fornyelsesprocessen, der har omfattet alt fra ny motor, nye bremser og ny gearkasse til et tykt nyt lag lak.

»Det er fuldstændig som at få en helt ny bil. Og det kan man også sagtens mærke. Der er virkelig fremdrift i den her. Den accellererer helt vildt,« siger Lars Hoffmann med strålende øjne.

Hestekræfter er der da også blevet markant flere af, efter at Peugeoten har være i kærlig pleje i Skelhøje. Før havde bilen 160 heste at rykke med. Nu ligger den på omkring 200 hestekræfter. En udvikling der synes at passe indehaveren Lars Hoffmann ganske godt.

20 år gammel

Også mekanikeren er stolt af sit værk. Under det nye lag lak gemmer sig resterne af en 20 år gammel bil.

Den nye foryngelsesproces, der gerne skulle geare Peugeotten til at klare sig endnu bedre mod konkurrenterne i diverse rally-løb, har kostet omkring 80.000 kroner - uden at arbejdstiden er talt med. Den har indehaveren af Autogården nemlig selv skudt i bilen, mest af alt fordi han kan lide det.

»Nogle kan lide at tage i Bilka om lørdagen. Jeg kan lide at rode med biler. Og at arbejde med en rallybil er noget helt andet end at arbejde med almindelige biler. Her kan man være kreativ på en anden måde,« siger Jesper Hansen.

Lars Hoffmann løfter motorhjelmen og betragter beundrende mekanikerens værk. Alt er, som det skal være, og det er også nødvendigt. For allerede om få dage skal rallybilen afprøves ved det første løb, og alene i påsken skal Lars Hoffmann og fruen, Marianne Bonde, sidde i de specialdesignede sæder til to løb.

Flyvestationen har skudt en del sponsorpenge i projektet, ligesom tømrer- og byggefirmaet Gamborg Byg har en betydelig andel i bilen.

1500 om måneden

Selv bruger parret fra Karup 18.000 kroner om året på hobbyen. Beløbet dækker dog også vedligeholdelsen af parrets øvrige to biler.

»Det er jo en lidenskab. Men vi er begge almindelige lønmodtagere, så det er helt afgørende, at vi har sponsorer, der kan hjælpe, og det har indtil videre ikke været et problem,« smiler Lars Hoffmann.

Holde påsken over

Hvordan den nye udgave af Peugoten skal klare sig, har han ingen deciderede målsætninger om. Den gamle udgave vandt fem turneringer, før den blev skrællet og fornyet. Går det bare næsten ligeså godt, er rallykøreren meget tilfreds.

»Der er jo meget, der kan gå galt med sådan en bil. Lige pludselig kan noget springe eller gå i stykker, og den kan jo også finde på at køre ind i noget. Men den må gerne holde påsken over,« siger Lars Hoffmann med et skævt smil.

 


Velkommen til vores hjemmeside

Designa Rally Grand Prix 2008

Onsdag d. 19. marts afslørede vi Det Flyvende Rallyteams nyrenoverede rallybil for pressen og publikum på værkstedet Autogården, Skelhøje. Bilen, der er en Peugeot 309 GTi 16v fra 1990, har været igennem en stor renovering, og er herunder blevet malet i teamets hovedsponsor Flyvevåbnets nye farver. Motoren har fået flere hestekræfter og der er monteret en motorsportsgearkasse, så Marianne og Lars håber at kunne gentage de mange gode resultater fra 2007.  

Der var ca. 50 personer tilstede ved præsentationen og der kom mange positive tilkendegivelser om de nye farver og bilens nye potente lyd.

Begge dele fik også masser af roser ved det første løb teamet deltog i 2008, nemlig Designa Rally Grand Prix ved Kongensbro langfredag d. 21. marts. Her lykkedes det teamet at ændre sidste års resultat fra en 44. plads til en 35. plads og det på trods af at teamet måtte udgå i sidste heat, på grund af at bagklappen var sprunget op og udgjorde en stor luftbremse. Mange tilskuere og konkurrenter var forbi teamet i dagens løb og kommenterede det flotte design og motorlyden.
Lars var dog ikke helt tilfreds med tiderne i de to heat teamet nåede at køre, men der var problemer med gearkassens 3. gear, der ville springe ud af gear og med at omdrejningsbegrænseren er sat for lavt, hvorfor ikke alle hestekræfter blev udnyttet. 


Klar til 2008

20. marts
Så fik vi endelig bilen færdig og ca. 50 personer deltog i afsløringen på Autogården, Skelhøje, d. 19. marts. Rigtigt mange timer er der gået med at adskille, tune, forbedre, og samle bilen igen. Især samleprocessen tog længere tid end vi havde regnet med, men bagbremserne blev ordnet som det sidste, ½ time før bilen blev placeret under den hemmelighedsfulde presenning, kort før de første gæster begyndte at ankomme.
Der blev spist wienerbrød og drukket meget kaffe, inden presenningen endelig blev fjernet kort efter 1600. Lokalavisernes journalister og Forsvarets Mediecenter fik derefter lejlighed til interview og billeder af teamet. Nu er vi bare spændt på om hvordan alt det vi har lavet virker, og om det holder, og om vejret også holder sig til RGP og Mads Kjær!
Vi takker alle der har deltaget med stort eller småt, og takker Bureau 117, Kolding, for det flotte design.
Se billeder under "Sidste nye foto".

11. marts
Invitation til afsløring af den istandsatte rallybil på Autogården i Skelhøje, fredag d. 19. marts kl. 15-17. Der serveres bl.a. kaffe og kage!

9. marts
Bilen er dekoreret og næsten samlet færdig. Motoren lyder fantastisk, men den mangler justering og indkøring.

28. februar
Bilen er tilbage i nye farver, se under billeder. Nu begynder kapløbet med uret, vi skal jo være færdige om 3 uger. Motoren og gearkassen er snart klar, så nu skal vi være klar med karossen til onsdag, hvor skiltefirmaet kommer. Jeg tror det bliver vildt flot!

19. februar
Bilen har nu været i rettebænk og fået en tur med strygejernet. Da den blev leveret på værkstedet, havde den min hvide bagklap monteret, men den var i mellemtiden forsvundet!!! Stjålet! Det er dog utroligt! Banditter!!
Nå, men Jesper fik hurtigt fat i en ny ved MR-autodele, og fik den klar, så kl. 16 blev bilen afleveret med en masse løsdele ved maleren i Simmelkjær. Det bliver spændende at se om han kan gøre den flot!
Sidst på ugen kommer knasterne tilbage fra Westspeed, og med dem spjældhuse m.m. Snart kommer der Peugeot Sport bærearme og støddæmpere, og så skal der "bare" monteres!

12. februar 2008
Jeg lovede at vende tilbage med nyt om vores planer for 2008, så her kommer de. Vi fik gode samarbejdsaftaler med Flyvevåbnet og GamborgByg i hus og så kunne vi gå i gang. For øjeblikket er bilen TOTALT adskilt, og to toptrænede mekanikere fra Autogården, Skelhøje er ved at gøre den klar til maler. I dag blev bagenden skiftet til en 1990 16v model. Derefter skal karossen rettes i bænk, inden den går til maler i næste uge. 

Når bilen returnerer skal vi selvfølgelig have den samlet igen, - renoveret over det hele. Reserve- og tuningsdele vælter ind med fragtmændene, og planen er at vi er klar til en Grande Presse- og Sponsorpræsentation af bilen d. 14. marts, alternativt d. 19. ved Autogården i Skelhøje.
Designet og farverne er Flyvevåbnets nye rekrutteringslinje og derfor hemmeligt indtil præsentationen
Derefter præsenteres teamet og bilen ved RGP i Kongensbro Langfredag d. 21. marts. Herefter skal vi i gang med et omfattende program som i 2007, med deltagelse i visse JFM og Speednord løb i klubrally, minirally og regionale DASU rallyløb, og en del rallysprint. Altsammen for at forsvare placeringerne fra 2007 i KOM, JFM, Speednord og DASU mesterskaberne i den udstrækning kalenderen tillader det.
Programmet kan ses under "Kalender".

Renoveringen af bilen omfatter ud over maling ind- og udvendigt:
Renovering af motor – lejer og stempelringe.
2½” Simons rustfri udstødning.
Omslebne skrappe knaster.
Jenvey spjældhuse.
Poleret og portet topstykke.
Motorstyring mappes om til de nye dele.
Peugeot Sport forstærket close ratio gearkasse med differentiale spærre.
Peugeot Sport forstærkede bærearme.
Ny OMP kobling.
Afstemt og forstærket større bremsesystem med gasriller og huller i forreste skiver.
Lettet kabine.
16v bagende og bagklap.
Renoverede justerbare fjederben.
Nye Peugeot Sport støddæmpere i bag.
Airscoop til at køle chaufføren!


 


Klargøring til 2008

Så kom aftalerne for 2008 endelig på plads, og vi har travlt på Autogården i Skelhøje.
Se under "Sidste nye foto".
Om kort tid skriver jeg lidt om planerne for 2008.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.12 | 10:09

Det er da godt nok en skam. Måske dukker der pludseligt noget op som gør at I kan gøre come back. Jeg glæder mig til at se jer 'derude' 🏁 Godt Nytår 🎉

...
29.12 | 02:06

I har været SÅ seje!

...
29.12 | 01:39

I har med jeres engagement i sporten været store støtter. Ærgerligt i stopper. Men vi ses helt sikkert.
Mvh Kedde

...
28.12 | 23:40

Øv med øv på. Vi ses der ude

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE