Rally nyheder 2011

Sidste finale i 2011

Ambitionen var at vinde DM i klubrally, ingen tvivl om det, - vi har jo vundet klassen et par gange i løbet af 2011. Men spændingsniveauet var vist ikke helt rigtigt, der var ikke det rigtige flow over kørslen på de første 6 prøver i Hjørring. Ved pausen var vi bagud med 4 sekunder til Kirkeby og 16 til Thomsen.
Efter pausen kom flowet, men desværre også en dum fejlbane der gav ca. 1 minut i straftid, og så var 3. pladsen pludselig i fare. Den havde vi ellers sikret med et forspring på 32 sekunder ved pausen. Vi er gode til at glemme fejlene og komme videre og satte tiden generelt på de sidste to prøver, og "heldigvis" væltede Lambæk (tak) en spand og vi vandt bronzen.
De fine SS og 3S Yokohama dæk, som vi kun havde kørt DM på, viste sig at være gode i det kolde vejr, men desværre blev især fordækkene slidt ned på de første prøver, så vi måtte bytte om og det var ikke ideelt at have de blødeste dæk foran, men det gik.
Som sædvanlig et super godt arrangement i Hjørring, gode prøver, velfungerende organisation, god mad og en flot præmieoverrækkelse med Yokohama og Speednord. Vi fik forresten guldet i Speednord  
 

Fantastisk DM rally oplevelse

Fredag morgen d. 28. oktober stod vi tidligt op og tog til Herning for at få materialerne til notekørslen, og snart var vi i gang. Rallyet var anderledes end dem vi havde prøvet før, hastighedsprøverne så ud til at være meget hurtige, idet det kun blev til tre sider noter pr. prøve - og det var nok derfor, vi glemte at køre kontrol på dem med en 2. gennemkørsel. Vi kørte dem kun igennem én gang!
Om eftermiddagen kom Tonny og Jørgen med trækket, og vi fik stillet op inde i Messecenter Hernings hal D. Så gik cirkusset med støjkontrol, teknisk- og licenskontrol inde i Herning Centret igang. Endelig kom vores tur til den ceremonielle start, og vi kunne køre tilbage til Messecentret, hvor vi spændte en VIP fast i Mariannes sæde, og gav ham en god test tur på det, der senere skulle blive prøve 7 og 8. Bilen blev meget varm i kabinen, men motortemperaturen var OK, og vigtigst af alt - gearkassen fungerede fint.
Lørdag morgen var det tåget, der dog heldigvis lettede, inden vi kom ud på de 14 hastighedsprøver. Jeg havde monteret nye Yokohama SuperSoft (SS) foran og 3S i bag, og det var vist en god beslutning på de kolde og fugtige veje. Vi kom rigtigt godt igennem de tre første prøver og avancerede fra en start placering som nr. 40 til nr. 28. Allerede nu syntes vi, at det var en succes - prøve 2 og 3 havde været rigtigt sjove og udfordrende med en del grus på dele af ruten. På prøve to var bagenden på pegøjsen en enkelt gang på afveje - på vej i grøften, jo det var skam fedtet her og der, men hvorfor lige i svingene?
På prøve tre var grusstykket fantastisk spændende, vi kørte flat out på lange stræk og bidrog til underholdningen af publikum i et skarpt sving med en lidt uortodoks svingteknik
Vi skar sekunder af anden gang vi kørte prøverne  som prøve 4-6 og var endda helt af vejen i endnu et fedtet sving. Heldigvis bare en smuttur ud på en flad og høstet, men ikke pløjet mark.
Vi sluttede af med prøve 7 på Messecentrets dyrskueareal. Det gik nogenlunde, men efter en lang middagspause (der gik meget hurtigt) skar vi 25 sekunder af tiden, da prøven blev kørt igen. Det gjorde de fleste vist, så den var nok tørret fint op i pausen.
I pausen konstaterede vi, at vi nu var nr. 24 af alle og endda foran Morten og Frits fra KOM og nr. 3 i klassen!
I den anden del af løbet efter pausen skulle der holdes fast i placeringen, men det var stadig vigtigst at komme helt i mål med en god oplevelse, dvs. presse så meget i nedbremsningerne og svingene, at vi lærte noget om at køre rigtigt stærkt!
Det lykkedes vist fint, jeg var nu ved at have farten i kroppen og kunne bremse sent til sving og chikaner. På prøve 9 var vi lige en tur ude i grøften igen, - med lidt for stor fart i et fugtigt H3 sving smed den bagenden på de kolde bagdæk ud i en sikkert flot udskridning og næsten ud i en majsmark. Godt forenden kan trække den ind igen
Bilen er meget letkørt, den styrer som den skal efter min smag og er let at fange, når den bliver presset over evne - hurra for Proflex dæmpere, hjulindstillinger/camber og de nye dæk, der stadig bed godt fra sig. 
På prøve 10 havde vi fået meddelelse om at en chikane var flyttet 500m, hvilket ikke var noget problem, troede vi, indtil vi fandt den - det lød sådan:
"100 V5" (dvs fuld fart)
"240 top"(stadig fuld fart - jeg skifter til 6 gear)
"hov, chikane - V ind" (vi fik begge øje på den i god tid - så intet problem, men hvor var hun nu i noterne?)
"mumle" (jeg bremser og accellerer igen op igennem gearene)
"top - - " (jeg kan se toppen - men ikke bag den!)
"top - - " (jeg kan stadig se toppen og accellerer stadig - jeg råber "næste?")
"60 H3" (kommer det lidt usikkert - og da er vi på toppen med 150km/t, så det kan nok være bremserne blev knaldet i og rattet drejet!). Det passede nu rigtigt fint, vi fes lige igennem svinget - men sådan noget kan godt få én lidt ud af rytmen
Prøve 11 var en lille rundbane ved Sunds, og havde en rigtig spændende afslutning med grus og asfalt med høj fart over 5 km. I pausen bagefter fandt vi ud af, at vi var avenceret endnu en plads - nu var vi på side 1 af de resultatlister, der kom fra Rallyinfo/Dansk Rally Forening servicebus.
Så inden de tre sidste prøver så det fint ud, der var godt nok ikke mere olie til motoren, men den var da ikke på minimums mærket endnu. Det eneste der plagede mig var at Morten Grove var rykket ind på os, så det nu kun var tre sekunder, der skilte os, og derfor skulle der gives fuld gas på de tre sidste prøver!
Det gjorde jeg og skar yderligere sekunder af de første tider, men var det nok? I mål på den sidste prøve lugtede der af gearolie og bremsepedalen forsvandt ned i bunden af bilen i det første vejkryds, så jeg havde vist brugt bilen hårdt! 
Vel i mål viste det sig, at vi havde øget med fem sekunder i forhold til Morten og vores generelle placering var stadig god. 
Jørgen og Tonny kunne fortælle, at vi var 3'er i klassen, og at vi skulle have pokaler for den flotte indsats. Efter champagne på målrampen sagde vi farvel og tak til Jørgen og Tonny og gik til præmiefest, se billede 
Kort fortalt:
Bilen gennemførte de 146km hastighedsprøver uden én eneste fejl eller mislyd, blot lidt olie og lidt vinduespudsning.
Jørgen og Tonny - tak for den "store" indsats, I var der, hvis den ellers pålidelige Peugeot skulle få brug for hjælp.
Tak til Jesper for at knokle med gearkassen inden løbet, det hjalp vist meget!
Tak til Ikast Motorklub for et flot organiseret rally. Tak til de 400 officials der gjorde så meget for, at vi kunne få en god oplevelse.
Tak til Marianne, der har gjort det hele muligt, og som sagde "nøj, hvor er det sjovt!" allerede efter prøve 3.

Efter 30 år i rallysporten - nok den bedste rally oplevelse jeg/vi har haft!

Vh Lars


 



Status inden DM-finalen

Nu skal det prøves! 
Jeg har været rallytosse siden 1979 og aldrig kørt DM. Det startede med Manøvreprøver og Specialprøver frem til 1985 og midt i 90'erne var jeg co-driver i samme løbstyper. Endelig i 2006 fik jeg mit eget team og godt støttet af "she who must be obeyed" Marianne, har vi nu haft 6 gode år i rallysporten med mange pokaler og medaljer. 
Vi fik i 2007 lov til at være forkørere i et sønderjysk DM løb og det kostede desværre en hel bil, men med venner og sponsorers hjælp var vi snart i gang igen. I den nuværende bil har vi igen kørt som forkørere i 3-4 DM løb, men nu har vi sparet sammen til at fyre resten af budgettet for 2011 af på DM finalen i Herning, som deltagere i klasse 8!
Det bliver sjovt at måle sig med resten af DM feltet, men vi forventer nu ingen topplaceringer, jeg er trods alt 55 år og bilen er mere utunet end tunet.
Motoren har andre knastaksler og en anden motorstyring og da gearkassen for nylig gik i stykker og vi fik den skilt ad, fandt vi ud af at den er standard, så vi må bare udnytte de større bremser og den næsten optimale undervogn til at komme med frem i feltet.  
Problemerne med gearkassen ligger lidt i baghovedet - så det er med behersket optimisme vi stiller op lørdag morgen og giver den gas.
Det vigtigste for os er at få en god oplevelse og her er det at gennemføre en vigtig detalje!
Teknisk set er bilen klar med nye Yokohama dæk, nye bremser og en masse bøsninger og joints er udskiftet i forhjulsophængene.
 
Normalt er det bare Marianne og jeg der klarer paragrafferne til de minirally mv. vi deltager i, men denne gang har vi servicefolk med, Tonny (Tonny's Auto, Karup) og Jørgen der begge kender bilen og rallysporten. En stor del af klargøringen er udført af Jesper, indehaver af Autogården Skelhøje, og han er lidt af en Peugeot entusiast og ekspert. Udover disse to firmaer er det GamborgByg, Viborg og Flyvevåbnet der holder os kørende, og vi vil gerne gøre en god figur for alle disse støtter og gennemføre i fin stil.
Det bliver nu ikke sæson afslutning - for vi er tilmeldt DASU finalen i klubrally d. 2. november. Hjørring har lagt sig i selen for at lave det bedste løb nogensinde og det vil vi da prøve om vi kan vinde

Men først ses vi vel i Herning - alle vi rallytosser

Vh Lars

Generel sejr!

Vi stillede op til finaleafdelingen i JFM i Padborg d. 16. oktober, fulde af håb om at vinde guldet. Det krævede dog én ting - at vi slog Team Kirkeby, hvilket ikke skulle være helt umuligt, da det jo er sket to gange tidligere i år. 
Vi lagde da også godt fra land - og havde det ikke været for en meget hård dom om tyvstart på prøve 2, havde vi haft et forspring på fire sekunder ved pausen efter prøve fem - nu var vi bagud med seks.
Efter pausen skar vi sekunder af, men desværre var gearkassen færdig efter prøve 8, hvor vi kun manglede to sekunder op! Det var jo et knald eller fald løb, så jeg havde holdt på henover en brostens belagt opkørsel på prøve 7 og spørg bare Allan Post, om det kunne høres da gearkassen sagde fra!
Vi fortsatte dog på prøve 8 i håb om at kunne undvære 3. gear, og det gik også fint, idet vi tog endnu et sekund fra Kirkeby på den prøve, men på vej ud til niende prøve smed bilen al gearolien, og så var det slut. Æv - æv og æv!
Men vi fik da sølvmedaljer med hjem
Det viste sig at gearkassen havde knusket 3. gear, så Jesper fra Autogården byggede hurtigt en ny gearkasse af de dele, jeg havde på lager. Det viste sig i øvrigt, at det var en standard gearkasse der sad i bilen, blot med anden gearing og diff.spær. Alligevel kaldes det en Peugeot Sport gearkasse, men de findes nu i mere solide konstruktioner til rallybrug!
Vi skulle ugen efter stille op i Smederally i Kjellerup, i håbet om at vinde Speednord turneringen. Jeg var nu noget bekymret over om det kunne lykkes - gearkassen sagde mærkelige lyde, måske pga. skrammer på kron-spidshjulene, som man jo ikke lige har på lager i rette gearing. Men de to første prøver gik godt, vi havde et pænt forspring til Quist, selvom han drillede og forsøgte at skjule sine rigtige tider, som ikke var så gode efter en fejlkørsel om en kegle. Inden vi skulle køre prøve 3-4 lagde jeg mærke til, at det var meget svært at mærke 3 og 4 gear i gearstangen, men heldigvis blev begge prøver aflyst, og vi fortsatte til prøve 5-6. Her viste det sig, at vi stadig havde 3-4 gear, og vi holdt på, selvom Quist drillede og tog sekunder fra os. I mål havde vi et forspring på otte sekunder, så vi fik overrakt de største pokaler nogensinde, - for det mindste løb nogensinde 
Ialt havde vi en køretid på 6.40min, men det var nok til også at få guldmedaljerne i Speednord turneringen.
Hyggeligt var det nu alligevel, og vi havde nye fotografer med ude, idet en af vores engelske kollegers søn er freelance fotograf, så vi glæder os til at se resultaterne.
Nu står bilen igen på værksted, fejlen skal findes, der er noget galt med adgangen til 3-4 gear, - eller der kommer en helt standard gearkasse på uden nedgearing og spær til DM-løbet i Herning på lørdag.

 

Up's and down's

Højt at flyve - dybt at falde, tja sådan kan det gå. Efter to generelle sejre i JFM 3 og 4 glædede vi os til at køre Schackenborg grusrally. Sidste år udgik vi på første prøve på grund af et knækket spjældsensor stik, men havde dog kørt 5. hurtigste tid på prøven. Så med det i bagagen startede vi ud, men dog næsten som de eneste på regnskårne dæk, ikke grusdæk som sidste år.
Det gik faktisk godt, bilen og teamet gjorde det godt, men dækkene må have været en alvorlig hæmsko, for godt nok kunne vi ikke hænge på de hurtigste, men teams vi normalt burde kunne køre fra smuttede også fra os. Generelt blev vi nr. 14 af 42 og 6 i klassen af 9. Til gengæld var det akkurat nok til at beholde 3. pladsen og få bronzemedaljer i DASU mesterskabet i minirally
Så kom JFM5 i klubrally. VOM var værter og vi kunne med en sejr sikre os mesterskabet, men skulle egentlig bare i mål for at bevare forspringet til Kirkeby inden sidste afdeling. Vi kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde, men vidste ikke om det rakte, da vi for 3. gang i træk var sat til at starte foran Kirkeby, og først i klassen, på trods af tidlig tilmelding! Ved diverse pauser lå vi meget tæt og endda foran Niels Jørgen Jørgensen der gæsteoptrådte i klassen. Sidst på dagen forlød det fra konkurrenterne at de syntes vi kørte for stærkt, men det var vist bare snak, for de var begge foran os, hvad vi jo ikke vidste. Kort før den sidste etape, skiftede vi begge forhjul, idet de var tæt på de 1.6mm. Da vi kørte i mål var der dækkontrol og da de fandt en plet under 1.6mm på størrelse med en håndflade på højre baghjul, blev vi udelukket fra resultatet. Jeg havde ikke troet at baghjulene ville blive et problem, men med de 26grader der var den dag, blev de alligevel slidt.  
Det betød at Kirkeby og vi nu er a point inden finalen i morgen i Padborg, så det bliver knald eller fald!

Da vi nu var løbet tør for dæk og rallybudgettet kun reddet fordi vi begge har tjent ekstra på at være udsendt i tjeneste til Italien, måtte der nye investeringer til. Jeg fik forhandlet et restlager på 70 lettere brugte Yokohama dæk i land, alle har kun kørt en til to DM rallyprøver, men er alle i Soft og de er nu på lager og delvis monteret. Aldrig mere problemer med dæk! Bortset fra at vi ikke kan montere grusdæk. 
Se billedet fra lageret

På den næstsidste prøve i VOM ramte vi et kloakhul og det slog sporingen lidt ud af kurs, så bilen måtte på værksted - heldigvis, for vi fandt ud af at tanken var utæt og fik den skiftet. Det viste sig også at udstødningsophængene var knækket tre steder og skulle svejses. Måske et resultat af grusrallyet, - har jeg fortalt at jeg efter højtryksspuling af undervognen fejede 11kg sand sammen?
Det viste sig at højre spindel og hjulleje var slået i stykker og de er nu også skiftet og der er monteret de rigtige dæk, undervognen er målt ud og justeret, så vi ser frem til at give Kirkeby baghjul i morgen

JFM4 i Odense

VI VANDT IGEN

4. afdeling af det jyskfynske mesterskab i klubrally skulle køres på Fyn, nærmere betegnet i og omkring Odense. Desværre var Marianne forhindret i at deltage, så Lars havde allieret sig med KOM-kammeraten Michael Broberg Sørensen. Vi lå inden løbet på en kneben 2. plads og til start var de tre værste mesterskabskandidater i mesterskabet, Kirkeby, Thomsen og Lambæk, så der skulle virkelig køres koncentreret og præcist for at vinde igen og erobre føringen i mesterskabet.

Det har vist sig at være meget vigtigt at få en god tid på den første hastighedsprøve, så vi var max koncentrerede og fik også dagens hurtigste tid på den ellers vanskelige hastighedsprøve. 4 sekunder til Thomsen og 5 til Kirkeby. Derefter gik det med stigende selvtillid og fejlfri kørsel igennem de følgende fem prøver, og ved pausen førte vi med 9 sekunder til Thomsen og 13 til Kirkeby, der vist havde en dårlig dag med snurreture og kegler osv. 

Efter pausen skulle forspringet fastholdes, og det gik da også fint idet vi skar et sekund af tiden på de to første prøver. Men på prøve tre mente Michael at jeg kunne køre hurtigere ind gennem det første sving bag en grusbunke, på støvet beton på et asfaltværk og det kunne jeg også, men jeg kunne ikke nå at bremse for at komme rundt om en kegle og det kostede lige seks–syv sekunder. Det lykkedes os dog at fastholde koncentration og fart, så i mål var forspringet fem sekunder til Thomsen og de to øvrige mesterskabskandidater var udgået med teknisk defekt. Et kig på resultatlisten viser at vi kørte 6 ud af 11 hurtigste tider.

Nu er stillingen sådan at Det Flyvende Rallyteam fører mesterskabet, hvor der kun udestår to afdelinger – begge køres i oktober.

Forkører DM3 i Sønderborg

Efter en tur til Le Mans havde vi lovet at køre forkører til DM3 i Sønderborg d. 17-18 juni. Det er jo en god opgave at påtage sig for man får næsten et helt DM løb gratis, mod at man er med til at sikre at procedurerne er i orden inden selve deltager feltet kommer.
Vi indlogerede os på kasernen om torsdagen og kørte så noter sammen med DM deltagerne om fredagen. Efter noterne gennemgik vi teknisk og licenskontrol og stillede derefter vores telt op på havnefronten i Sønderborg. Feltet holdt mest henne ved Slottet, sikke en flot kulisse til et DM!
Vi var så de første på prøve 1 og det var vist heldigt, for den blev aflyst til 2. gennemkørsel, da der var et stykke på en jordvej der blev ret ufremkommelig, vi var i hvertfald glade for at komme helskinnede igennem første gang. De næste prøver gik med at få lidt mere erfaring kørt ind, og med at holde øje med at officials havde styr på deres job. Under anden gennemkørsel af de tre første prøver ville vi gerne give lidt mere gas, men et regnskyl fik bilen til at aquaplane ved fart over 150 og da vi kom over en "Top Venstre 3, ned, i Højre 3", lå en af vores klubkammerater på taget ude på en mark og det fik mig til lige at afpasse farten lidt mere. Uheldet var sket under første gennemkørsel, så det var kun bilen der lå derude endnu, men man bliver lige lidt tænksom et øjeblik.
Efter pausen skulle vi køre en lille publikumsprøve på havnen, og den var faktisk ret sjov, nok mest pga. regn på brosten og de muligheder det giver for vild sidelæns kørsel, selv i en forhjulstrækker
De øvrige prøver skulle køres på fastlandet (Jylland) og de var ret gode, desværre var der problemer med en beboer på den ene, som derfor blev aflyst og forkortet. Det var vi specielt kede af, for det var netop der i en lille skov, vi væltede i 2006. Det ville vi gerne overvinde ved at køre prøven, men desværre!
Den sidste gang vi skulle køre en gennemgående prøve gav jeg den gas, og vi må nok erkende at så stærkt har vi vist aldrig kørt ført, bilen nærmest sprang fra top og sving til de næste og på et tidspunkt havde den retning ud på en mark, men det gik lige
Bare vi dog havde råd til at køre DM i 2012!

JFM3 i Silkeborg

VI VANDT JFM 3!
Vi har igennem flere løb i 2010 og i 2011 været tæt på at kunne fravriste de dygtige Opel kørere tronen i kl. 7 for over 1600ccm med næsten fri tuning.
Endelig lykkedes det, men først efter en sekund tæt kamp på stopuret dagen igennem. 3. afdeling af JFM skulle køres i Silkeborg og var arrangeret af KOM, og jeg havde igen besluttet at nu skulle det være, men denne gang var spændings-og koncentrationsniveauet vist helt korrekt. Vi startede ud med dagens bedste tid på prøve 1 - dog kun 1 sekund hurtigere end Buchwaldt (der senere udgik). Så var humøret jo straks i top, men på vej til prøve 2 lagde jeg mærke til at bilen trak både til venstre og højre! Måske en fejl i et hjulophæng? Prøve 2 blev vundet i samme tid som de to hurtigste konkurrenter (Michael & Kenneth), så helt tosset var det nok ikke, men kort før prøve 3, stoppede vi og rumsterede med venstre forhjulsophæng som jeg havde mistanke til. Ganske rigtigt, den ene bærearm sad løs på forbroen, så den lille damesvensknøgle i værktøjssættet kom til sin ret. Vi var klar igen
Prøve 3 blev vundet i samme tid som Michael, mens prøve 4 blev vundet i samme tid som Kenneth, inden prøve 5 blev vundet sammen med Michael igen. Ved pausen var vi foran Michael med fem sekunder og syv sekunder til Kenneth. Men af erfaring ved vi at især Michael normalt er stærk i anden gennemkørsel, så nu skulle der holdes ved!
På prøve 6 mistede vi et sekund i forhold til første gang, men i samme tid som Kenneth og lidt bekymrede kørte vi til prøve 7. Det virkede som om det var for varmt til at få ordentligt bid i asfalten, men det måtte jo også gælde konkurrenterne?
Prøve 7 blev lidt hektisk, men alligevel mistede vi kun et sekund til Kenneth og to til Michael. Prøve 8 kørte vi alle tre på samme tid, men både Michael og vi mistede to sekunder til Kenneth på prøve 9. Vi havde kun holdt øje med Michaels tider, og mente at vi havde 5 sekunders forspring og det øgede vi med et sekund på den sidste prøve, hvor vi fik samme tid som Kenneth. Nu var det spændende hvad Kenneth havde kunnet køre ind, men heldigvis havde han samme problem med den varme asfalt, så vi vandt med fire sekunder til Kenneth Thomsen og seks sekunder til Michael Kirkeby.
Det var en dejlig oplevelse endelig at kunne vinde i fair fight, hvor ingen ud over Buchwaldt havde tekniske problmer, over de ellers så suværene Opel biler med baghjulstræk
Tak til KOM for et godt motorløb!

ROMK rallysprint

I 2011 har vi besluttet ikke at køre ret mange rallysprint, men et af dem der er blevet plads til er Ringkøbing Motorklubs traditionsrige løb kr. Himmelfartsdag. Efter nogle år i en anden del af byen, er ROMK vendt tilbage til det traditionelle område bag Peugeot, og det er et herligt sted med mange udfordringer.
Løbet må siges at være velorganiseret, vi blev således mødt af en mand ved indkørslen, der på et oversigtskort kunne vise os hvor vores serviceplads var placeret. På vej til den kom yderligere en official og guidede os på plads. Da der var længe åben ved licens var der ingen kø og snart var vi klar til at modtage teknisk kontrol, der kom rundt på pladsen efterhånden som teamene var klar. Alle tilskuer- eller ledsagerbiler blev fjernet fra pladsen, så den fremstod som en serviceplads for rallybiler og ikke som en rodet blanding af parkering og rally. Da den var lidt trang var det også nødvendigt kunne vi se da løbet var i gang. Perfekt ROMK!
1. heat gik godt, Marianne talte omgange på den spændende prøve med 26 sving i hvert heat og vi kom ind på en samlet 10. plads. I andet heat skulle jeg have Mette med, og så havde vi intet samtaleanlæg, da Marianne's hjelm ikke passede. Så vi aftalte et fingertegns system, og det viste sig også at virke fint. Mette var noget spændt på debuten - men hun holdt vejret i svingene for ikke at skrige og trak vejret på de lige stræk, så det gik fint. Hun var noget høj da vi kom i mål, dog denne gang på en 12. plads, jeg lavede vist en lille bitte fejl i en H2->V2
Desværre skete der et alvorlig uheld for en anden deltager, så løbet blev forsinket og et heat slettet, men endelig kunne Morten få sin debut i rally, og på trods af at jeg ramte en halmballe i anden runde, der fjernede sidespejlet og en siderude, gik det rigtigt godt og vi hev en 8. plads hjem i finalen
Det var et godt resultat i den selskab og endnu et godt sprint produceret af ROMK.

Minirally Billund 2011

28. maj deltog vi i minirally i Billund, og det var en erfaren løbsledelse så prøverne var helt i top. Der var lovet regn, så vi monterede de regnskårne SuperSoft Yokohama dæk og de fungerede fint i den relativt lette regn der kom. Første hastighedsprøve var en god rundbane i Billunds industrikvarter, men herefter kom der tre fantastisk gode landevejsprøver øst for Billund. Vi kunne ikke følge stillingen, og fik heller ingen tider ved pausen så vi kørte så godt vi kunne, og håbede på en rimelig placering i det skrappe deltager felt.
En af prøverne havde en usædvanlig udformning, idet man skulle dreje skarpt af til højre lige efter start og så køre en skrap rutchebane op og ned af nogle meget skrappe bakker i let skov, og derefter skarpt ind på halvt grus og halvt asfalt igennem to snævre sving i gennem skoven og så op i et grussving hvor vi ligesom i et nåleøje drejede rundt og fortsatte tilbage mod start. Her drejede vi så væk fra start og den næste deltager kunne starte, - smart!
Vi nød at køre stærkt på de snoede og bakkede vej og det er jo det rally handler om, bare der var flere af den slags løb.
Til vores store overraskelse blev vi nr. 3 ud af 14 i klassen, men der var udgået et par af dem vi ikke regnede med at kunne følge med, så det blev jo vores held. Sammenlagt nr 12 af de ca. 50 deltagere, og vi var godt tilfredse med dagens forløb.

Forkørere DM2

Det Flyvende Rallyteam fra Karup deltog som forkørere i 2. afdeling af DM med udgangspunkt i Juelsminde d. 20-21. maj. Det var en opgave Marianne Bonde og Lars Hoffmann havde set meget frem til og det skulle også vise sig at blive en god oplevelse.

Med startnummer 0 var de ikke deltagere, men en del af løbsledelsen og de skulle køre nøjagtigt fem minutter foran deltagerne i rallyfeltet, hvoraf de første 10 biler havde firehjulstræk, turbo og over 300HK. Opgaven var at gennemkøre hastighedsprøverne og kontrollere at de var klar, hvilket vil sige at tidtagningen fungerede korrekt og at sikkerheden for især publikum var i orden.

Da løbsledelsen tilsyneladende havde valgt de rigtige personer til at styre løbet, var det en overkommelig opgave, og Lars og Marianne kunne nyde et langt og normalt dyrt rally – gratis. Hastighedsprøverne snoede sig rundt i landskabet mellem Juelsminde og Horsens og de var meget udfordrende, hvor hastigheden oftest lå mellem 120-170km/t.

Teamet havde investeret i nye hjelme og samtaleanlæg og havde til lejligheden installeret flere kameraer i kabinen til at optage løbet. Desværre viste det sig at bilen rystede ret kraftigt over 140km/t, formentlig på grund af slidte drivaksler, som efterfølgende er blevet udskiftet, men det var ikke muligt under løbet. Det nedsatte farten en del, men alligevel lykkedes det at indhente en anden forkører med startnummer 00, og presse ham så meget at han måtte give plads for overhaling og til sidst sprang hans motor i luften!

Sidst på dagen var Lars og Marianne inde i en god rytme, og som noget helt nyt blev der kørt en hastighedsprøve midt inde i Juelsminde by, med tusindvis af tilskuere bag afspærringerne. Her kom teamet med i en udsendelse på TV-syd, og i det hele taget var rallyet en total succes, herunder foregik al service på bilerne på lystbådehavnen, hvor is-husene og fiskerestauranterne havde kronede dage med masser af kunder.

Min engelske co-driver på billedet er normalt 2-pilot på en GR4 Tornado jetjager!

306'eren og de 2 piloter har været i action 3 gange indenfor 10 dage, i alle tre tilfælde ved traditionsrige og prestigefyldte løb. Første løb var RallyGrandPrix i Kongensbro Langfredag, hvor vi trods startnummer 10 måtte kæmpe hårdt for at blive nr. 20 i det ordinære løb. Bilen kørte perfekt, og i finalerne kom vi frem til en samlet 15. plads af de 60 deltagere. Det er stadig et af de få rallysprint vi synes der er sjovt at køre, og det er jo stadig muligt at give diverse sponsorer og mekanikere en tur i 2.kører sædet. I år blev det også til en tur for vores fælles NATO chef, en engelsk pilot, som dog skulle presses en del før han accepterede turen. Bagefter har han vist fortalt vidt og bredt om det, især i NATO baren.  

Vi har i et par år været helt med fremme i Lemvig til Mads Kjærs Mindeløb 2. Påskedag og efter utrolig tæt kamp hele dagen endte vi i år kun 7 sekunder efter nr. 1 af de 66 deltagere - det var helt fantastisk. Faktisk smed vi 10 sekunder væk i et 90 graders sving, hvor bilen ikke ville dreje, så næste år må det være os der vinder!

Endelig skulle vi køre 2. afdeling af det jyskfynske mesterskab i Hjørring d. 1. maj. Her var heldet absolut ikke med os, idet det allerede 200m inde på den første hastighedsprøve, viste sig at vi havde overset en tvungen rute omkring et par kegler, så vi indkasserede ca. 60 sekunder i straf. Da vi så havde fået lidt fart og humør i bilen igen ved to gode prøver helt oppe i Hirtshals, gik det igen galt på en prøve i Hjørring, denne gang kostede det dog kun ca. 10 sekunder i straf. Jeg vidste godt vi skulle køre slalom mellem nogle lygtepæle, men glemte alt om det da det kom til stykket, så Marianne reddede os med høje råb!
Ved mål viste det sig at vi havde kørt hurtigst af alle i 2. gennemkørsel af de samme prøver, og vi blev trods alt nr. 4 i klassen og 5 generelt af 35 deltagere. 
PS: Læg lige mærke til den flotte røde front på bilen, endelig fik vi dekoreret den igen!
Næste gang er vi ikke deltagere i et løb, men forkørere til 2. afdeling af DM med udgangspunkt i Juelsminde d. 20-21 maj. Det er en opgave vi ser meget frem til og allerede nu på lørdag begynder vi på notekørslen.

Flyvende fra start 2011

Efter en alt for lang vinter, var sponsoraterne endelig på plads og der var plads på Autogården Skelhøje, så ugen før JFM1 blev rallybilen hevet ud af vinterhi. Proflex dæmperne var returneret fra Gunnar Aaskov og monteret, så nu var planen at der foruden almindelig klargøring/eftersyn skulle laves FIA/DASU godkendte sædebeslag og udskiftes varmeapparat. Dette betød total rydning af kabinen, så jeg knoklede i min ferieuge. Jeg nåede at montere Mariannes sæde, men ikke mit og ikke at udskifte joints i de forreste bærearme, så der er stadig ting der skal gøres i Påskeferien før RGP!
Faktisk er der stadig mere end 10 ting på listen og som det kan ses af billederne skal visse dele af bilen dekoreres.

Søndag d. 27. marts var vi kommet hjem fra DM1 med masser af inspiration, og det var med nogle store sommerfugle i maven vi slap koblingen på prøve 1 i RAS JFM1. Heldigvis sad alt fast og virkede som det skulle på rallybilen og tilsyneladende gik det også nogenlunde i kabinen, for vi fik noteret dagens 2. hurtigste tid!
På prøve 2 meddelte tidtageren dagens hurtigste tid med 1 sekund til Kirkeby, så nu begyndte det at se lyst ud.
Desværre havde jeg glemt ruskinds kørehandskerne og de af Flyvevåbnet udlånte pilothandsker af læder gled af rattet i en håndbremsevending, og bakgearet måtte i brug. Der mistede vi lige 6-8 sekunder. Efter endnu en dagens hurtigste tid på prøve 4 skete uheldet igen på prøve 5, så vi var noget bagud ved pausen, faktisk kun 5er, med 7 sekunder op til nr. 2.
Efter pausen var det så MAX ATTACK og fuld koncentration i kabinen. Det resulterede i en delt hurtigste tid på prøve 6, og en 2. hurtigste tid på prøve 7. Jeg tror aldrig vi har kørt så koncentreret og med endnu en hurtigste tid på prøve 9, kom vi i mål efter de 10 prøver med en hel bil og endte på trediepladsen kun 4 sekunder efter Buchvaldt og 8 efter Kirkeby.
Tak for tæt kamp til GM bilerne, også de to vi overhalede, og tak til RAS for et rigtigt fint motorløb - helt på niveau med de bedste.
(der er lagt friske Finn Boyer billeder ind)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ingelise og Stig | Svar 06.06.2011 12.41

Vi så jer, da I kom sejrsstolte hjem, i går, søndag.
Tillykke

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.12 | 10:09

Det er da godt nok en skam. Måske dukker der pludseligt noget op som gør at I kan gøre come back. Jeg glæder mig til at se jer 'derude' 🏁 Godt Nytår 🎉

...
29.12 | 02:06

I har været SÅ seje!

...
29.12 | 01:39

I har med jeres engagement i sporten været store støtter. Ærgerligt i stopper. Men vi ses helt sikkert.
Mvh Kedde

...
28.12 | 23:40

Øv med øv på. Vi ses der ude

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE